Måske skyldes det regnvejret - måske er danskerne bare blevet bedre til at håndtere fyrværkeri.
Sikkert er det, at Falcks brandmænd har haft en "relativ rolig nytårsnat", hvor de mestendels er rykket ud for at slukke småbrande - for eksempel i containere og biler.
- Falck har oplevet den roligste nytårsaften i flere år, fortæller kommunikationsmedarbejder Klaus Kristiansen.
- De mange byger har sikkert sin del af æren for det, men antallet af nytårsbrande er faldet de seneste år, så måske er folk generelt blevet bedre til at passe på hinanden og omgivelserne, tilføjer han.
Status hos Falck nytårsmorgen er, at de er rykket ud til 113 brande i løbet af natten. Sidste år var tallet 165, og det er en del af en faldende tendens. Nytårsnatten mellem 2008 og 2009 var man helt oppe på 278.
Også hos brandvæsnet i København har man oplevet en relativ rolig nat uden brande i større stil. Det værste, som brandfolkene er rykket ud til, var en lejlighedsbrand i Valby, hvor ingen mennesker kom noget alvorligt til.
/ritzau/