Lederen af Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin, har natten til lørdag lovet, at gruppen vil vælte Ruslands militære ledelse.
Wagner-gruppen har ellers længe været tæt knyttet til den russiske regering, men det forholder sig efter alt at dømme ikke sådan længere.
Nedenfor kan du blive klogere på gruppen:
* Wagner-gruppen beskrives som et netværk af russiske lejesoldater.
* Der er forskellige teorier om, hvor gruppens navn kommer fra. Nogle mener, at gruppens leder kendes under navnet Wagner. Der er dog meget sparsomme oplysninger om, hvem der står i spidsen for foretagendet.
* Andre mener, at navnet Wagner er et dæknavn for kommandanten Dmitrij Utkin. Utkin påstås at være fascineret af Nazityskland, herunder komponisten Richard Wagner, som var en af Adolf Hitlers favoritter. Utkin er ikke set offentligt siden 2016.
* Prigozjin havde i årevis afvist, at han havde noget at gøre med Wagner-gruppen. Men i september 2022 sagde han, at det var ham, der havde startet gruppen.
* Wagner-stifteren har tidligere været en af Putins nærmeste allierede. Han har også haft tilnavnet "Putins kok".
* Den amerikanske regering har beskrevet Wagner-gruppen som en "stedfortræder-styrke" for det russiske forsvarsministerium.
* Gruppen blev kendt i 2014, da den hjalp det russiske militær i annekteringen af Krim-halvøen. Siden har gruppen været involveret i konflikter i blandt andet Syrien, Mozambique og Sudan.
* Wagner-gruppen har under den russiske invasion af Ukraine været særdeles aktiv. Gruppen spillede især en central rolle i Ruslands overtagelse af den ukrainske by Bakhmut. Kampen om Bakhmut er blevet kendt som den blodigste i krigen i Ukraine.
Kilder: Reuters, BBC, Jyllands-Posten, Foreign Policy.
/ritzau/