Ulveangreb mod eksempelvis får i Danmark er et stigende problem. Derfor lancerer miljøminister Lea Wermelin (S) mandag fire nye tiltag, der skal forebygge ulveangreb mod husdyr.
I Tyskland har de i flere år gjort brug af vogterhunde til at holde ulven væk fra for eksempel får. Det har givet gode resultater i alle områder, hvor vogterhundene bliver benyttet.
Nu bliver det muligt tre steder i Danmark at lave forsøg med brug af vogterhunde:
* Der vil blive givet tilskud til tre projekter med to hunde på hvert sted.
* Hundene skal være certificerede vogterhunde købt i Tyskland.
* Ejeren skal deltage i et kursus om korrekt anvendelse af vogterhundene.
* Pilotprojektet i Danmark tager afsæt i tyske erfaringer med vogterhunde.
* I Tyskland anvendes racen pyrenæerbjerghund.
* Ingen tyske fåreavlere har mistet får til ulve efter at have anskaffet sig vogterhunde.
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet.
/ritzau/