Fredag indledes vinter-OL i Pyeongchang officielt ved en åbningsceremoni, der begyndte klokken 12 dansk tid.
Men faktisk er der allerede taget hul på konkurrencerne, for nogle af dem begyndte torsdag.
Her kan du læse mere om vinterlegene i Sydkorea:
* Vinter-OL løber officielt af stablen fra 9.-25. februar i Pyeongchang.
* Sydkorea afholder OL for anden gang. Første gang var sommerlegene i Seoul i 1988.
* Atleter fra 92 forskellige lande stiller til start. Derudover stiller et fælles koreansk kvindeligt ishockeylandshold op.
* I alt bliver der uddelt 102 medaljesæt i 15 sportsgrene.
* Danmark stiller med 17 udøvere. Elena Rigas bærer den danske fane.
* Fire nye discipliner introduceres ved årets vinter-OL: big air, fællesstart i speedskating, alpint holdløb og mixeddouble i curling.
* Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har officielt udelukket Rusland fra at deltage ved vinter-OL.
* Nogle russere stiller dog til start under olympisk flag.
Kilder: CNN, pyeongchang2018.com, DIF, Ritzau.
/ritzau/