Lørdag anholdte myndighederne i Saudi-Arabien 11 prinser og 38 tidligere ministre, embedsmænd og forretningsmænd i en tilsyneladende stor udrensningsaktion.
Anholdelserne skete, kort efter at kronprins Mohammed bin Salman havde godkendt en ny antikorruptionskommission i landet.
Bliv klogere på kongedømmet her:
* Et enevældigt monarki med godt 26 millioner indbyggere på Den Arabiske Halvø.
* Kong Salman har ledet landet siden 23. januar 2015, efter Kong Abdullah, hans halvbror, døde.
* I juli 2017 blev Kong Salmans 31-årige søn, Mohammed bin Salman, udpeget til kronprins - det næsthøjeste embede i landet.
* Landet er sunnimuslimsk og baseret på wahhabisme, der er en fundamental udgave af islam.
* Den islamiske sharialov er gældende. Sharia er et kompleks af både love og moralkodeks, der fastsætter regler for mange ting i livet, herunder forholdene mellem de to køn.
* Der er dødsstraf for blandt andet drab og narkoforbrydelser. Henrettelser sker offentligt ved halshugning.
* Landet blev etableret i 1932 af Saud-familien.
* Hovedstaden er Riyadh.
* Saudi-Arabien huser islams to helligste steder: Mekka, hvor profeten Muhammed ifølge koranen blev født, og Medina, hvor han levede og prædikede.
* Landet er verdens største olieeksportør.
Kilder: BBC og The New York Times.
/ritzau/