Aktivisterne fra Greenpeace, der blev anholdt efter en aktion i Det Arktiske Ocean i september, kan ikke rejse hjem endnu, selv om parlamentet i Moskva med stemmerne 446 for og ingen imod har vedtaget en amnesti, der ser ud til også at dække aktivisterne.
* For at have gyldighed skal amnestien offentliggøres i Ruslands officielle lovtidende. Det ventes at ske torsdag.
* Amnestien dækker en række dømte og anklagede personer. Der henvises specielt til sager om hooliganisme og deltagelse i uroligheder.
* To fængslede medlemmer af punk-protestgruppen Pussy Riot afsoner en dom på to års fængsel, og de regner med at blive løsladt allerede torsdag, siger en mand til en af de fængslede kvinder.
* De 26 udenlandske aktivister fra Greenpeace befinder sig i Sankt Petersborg, hvor de er løsladt mod kaution, men deres sag ser ud til at slutte nu med amnestien.
* Når amnestiloven er offentliggjort i lovtidende, skal aktivisterne anmode om tilladelse til at rejse ud af landet.
* En Greenpeace-advokat siger, at det ikke er klart, om udlændinge, der ikke har visa, kan forlade Rusland inden nytår.
Kilder: AFP, Reuters
/ritzau/