Vækstudvalget er en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for Landbrug & Fødevarer, Danske Rederier, Horesta, SMVdanmark, Nykredit og Landdistrikternes Fællesråd.
Udvalget har tirsdag præsenteret sit bud på, hvordan man kan skabe vækst i de 46 land- og yderkommuner.
Udvalget har afleveret 18 anbefalinger inden for fem områder. De følger nedenfor med eksempler på konkrete tiltag:
* Bedre adgang til finansiering
Det foreslås, at beløbsgrænsen for vækstlån hos Vækstfonden reduceres fra 1 million kroner til 500.000. Dermed vil fere kunne få gavn af ordningen.
* Nemmere rekruttering af arbejdskraft.
Der skal ifølge udvalget skabes større incitamenter til at oprette uddannelsespladser i landdistrikterne.
* Styrket konkurrenceevne.
Flere mindre kommunale udbud, hvor små og mellemstore virksomheder kan byde med.
* Sammenhængende infrastruktur.
Yderligere sænkning af færgetaksterne.
* Flere lokale udviklingsinitiativer.
Uddeling af pris til virksomheder, der gør en ekstraordinær indsats for at udvikle lokalsamfundet.
Kilde: Rapporten "Mere vækst på landet", udgiver af Vækstudvalget.
/ritzau/