Særlig anklager Robert Mueller har fredag aften dansk tid afleveret sin længe ventede rapport om Ruslands rolle i USA's præsidentvalg i 2016 til justitsminister William Barr.
Det er ikke klart, hvor meget af rapporten der umiddelbart bliver offentliggjort.
Her følger en forkortet udgave af det brev, justitsminister William Barr fredag aften har sendt til lederne af retsudvalget i Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus:
Jeg skriver for at orientere jer om (...), at særlig anklager Robert S. Mueller III har afsluttet sin undersøgelse af russisk indblanding i valget i 2016 og relaterede sager.
Reglerne for den særlige anklager kræver, at jeg som supplement til herværende underretning giver jer "en beskrivelse og forklaring af hændelser - om nogen - hvor justitsministeren" eller den fungerende justitsminister "har konkluderet, at en handling foreslået af den særlige anklager har været så upassende eller unødvendig i henhold til ministeriets gældende praksis, at den ikke burde gennemføres".
Der har ikke været denne form for hændelser under den særlige anklagers undersøgelse.
Den særlige anklager har i dag overrakt mig en "fortrolig rapport, der forklarer de beslutninger vedrørende retsforfølgelse eller afgrænsning", han har truffet (...).
Jeg vil gennemgå rapporten og venter, at jeg så snart som i denne weekend vil være i stand til at orientere jer om den særlige anklagers hovedkonklusioner.
Jeg har desuden i sinde at konsultere vicejustitsminister Rosenstein og særlig anklager Mueller for at afgøre, hvilke andre informationer fra rapporten, der kan frigives til Kongressen og offentligheden inden for lovens rammer, herunder reglerne for den særlige anklager og ministeriets etablerede praksis og politik.
Jeg er fortsat indstillet på så meget åbenhed som muligt, og jeg vil holde jer orienteret om status på mine overvejelser.
Reglerne for den særlige anklager angiver, at "justitsministeren kan beslutte, at offentliggørelse af" nærværende brev "kan være i offentlighedens interesse". Jeg har vurderet, at det er tilfældet, og jeg vil offentliggøre dette brev, når jeg har sendt det til jer.
Med venlig hilsen,
William P. Barr
Kilde: Reuters
/ritzau/