Ulveangreb på får, lam og kalve er et stort problem i Jylland. Endnu en ulvezone er derfor blevet defineret af miljøminister Lea Wermelin (S).
Danmark har nu to ulvezoner i Vest- og Midtjylland.
* Den ene er 330 kvadratkilometer og ligger sydvest for Holstebro.
* Den anden og nyoprettede ulvezone er 570 kvadratkilometer og ligger sydvest for Silkeborg.
* Inden for områderne kan der søges om tilskud til ulvesikre hegn.
* Hegnene er strømførende med minimum 4500 volt - med nederste eltråd som udgangspunkt 20 centimeter over jorden og øverste eltråd minimum 110 centimeter over jorden.
* Der er i dag 36 kilometer ulvesikret hegn i Danmark, hvoraf Naturstyrelsen ejer cirka 25 kilometer, mens syv private husdyrholdere tilsammen ejer de resterende 11 kilometer.
* Der er ikke dokumenteret ulveangreb bag et ulvesikret hegn i Danmark, der lever op til Miljøstyrelsens standarder.
Kilder: Miljø- og Fødevarestyrelsen
/ritzau/