Den spanske fodboldliga Primera Division har afvist at tage imod en betaling på 222 millioner euro - svarende til cirka 1,65 milliarder danske kroner - som opfylder fodboldstjernen Neymars frikøbsklausul i FC Barcelona.
Javier Tebas, der er ligaens administrerende direktør, har tidligere sagt, at ligaen ikke vil tage imod pengene, fordi betalingen kan være i strid med Uefa's Financial Fair Play-regler.
Her kan du få et overblik over, hvad de regler egentlig går ud på:
* En klub har tre år til at opnå balance i regnskaberne. Der er dog indført en indkøringsperiode, hvor det er tilladt at have et samlet underskud 30 millioner fra 2015 til 2018.
* Klubber med en omsætning på mindre end fem millioner euro er undtaget fra kravene.
* En klub skal have positiv egenkapital.
* En klub må ikke skylde penge væk til en anden klub for spillerhandler, der er mere end et år gamle. Ej heller må man skylde ansatte eller skattevæsnet penge.
* En klub skal selv tjene sig ud af de negative tal. Kapitaltilførsel fra eksempelvis en rigmand uden tilsvarende modydelser i form af aktier eller andre værdier er ikke tilladt.
* Kan klubben ikke leve op til ovenstående, får den ikke lov at spille med i Champions League eller Europa League, selv om der kan gøres undtagelser ved særlige omstændigheder.
Kilde: Uefa
/ritzau/