USA's præsident, Donald Trump, krydsede som den første amerikanske præsident grænsen til Nordkorea søndag.
Her gav han hånden til den nordkoreanske leder, Kim Jong Un. Det historiske møde fandt sted i den demilitariserede zone, der deler Syd og Nordkorea.
Her kan du læse kort om zonen mellem de to lande:
* Den demilitariserede zone (DMZ) er et fire kilometer bredt bælte mellem Nord og Sydkorea - to kilometer på hver side af den formelle grænse.
* Nord- og Sydkorea indgik i 1953 en våbenhvileaftale efter den treårige krig på halvøen, og FN oprettede samme år den demilitariserede zone.
* Siden har FN på den sydkoreanske side overvåget, at våbenhvileaftalen overholdes.
* Selv om zonen formelt er demilitariseret, er det tilladt parterne at have mindre styrker med mindre tunge våben i DMZ.
* Der er derfor omkring 150 vagtposter på begge sider af grænsen.
* Danmark bidrager lige nu med tre officerer fra Forsvaret, der henholdsvis holder til på den amerikanske base Camp Humphreys syd for hovedstaden Seoul og i den vestlige af de to korridorer, der løber ind i den minebelagte DMZ.
Kilder: AFP/Forsvarsministeriet
/ritzau/