Mens der ikke var meget tvivl om, at Socialdemokratiets to første mandater til Europa-Parlamentet ville gå til Christel Schaldemose og Jeppe Kofod, stod det tredje og sidste S-mandat åbent, næsten indtil sidste stemme var talt op.
Her blev det Niels Fuglsang, der trak det længste strå blandt tre kandidater.
Læs her om kandidaterne og deres personlige stemmetal:
* Niels Fuglsang (29.444 stemmer):
33-årige Niels Fuglsang er bosat i Aarhus og hentede her en stor del af sine personlige stemmer. Han har arbejdet for Socialdemokratiet som rådgiver i Europa-Parlamentet og som kampagneleder.
Han har gået i folkeskole og gymnasium i Thy og i Næstved.
* Marianne Vind (27.396 stemmer):
Marianne Vind så længe ud til at få det tredje mandat, men sakkede bagud, efter at stemmerne i Aarhus var blevet talt op som en af de sidste kredse. Hun er 48 år, uddannet hospitalslaborant, master i professionel kommunikation og næstformand i HK Privat.
* Morten Klessen (24.005 stemmer):
Klessen er 49 år, læreruddannet og har siden 2005 været medlem af kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune.
Kilde: Socialdemokratiet.dk.
/ritzau/