Nordisk Film åbner lørdag en ny udstilling om Olsen Banden. Det sker i anledning af 50-års-jubilæet for serien om forbryderbanden fra Valby.
* Den første film om Olsen Banden blev skabt af instruktør Erik Balling og manuskriptforfatter Henning Bahs og havde premiere i oktober 1968. Den blev fulgt af 12 andre fra 1969 til 1981 samt en efternøler i 1998.
* De tre forbrydere, Egon Olsen, Benny og Kjeld, har sjældent succes med deres planer, men filmene blev en udelt publikumssucces og står for de mest sete danske biograffilm, siden man begyndte at tælle i 1976.
* Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard havde hovedrollerne, men også folkekære skuespillere som Kirsten Walther, Axel Strøbye, Preben Kaas og Bjørn Watt Boolsen medvirkede mere eller mindre fast.
* I 2018 dukker filmene igen op den første søndag i hver måned i 17 danske biografer. De kører i kronologisk rækkefølge, og billetter koster 50 kroner stykket.
Kilde: Nordisk Film, Danmarks Statistik og Wikipedia.
/ritzau/