Handelskonflikten mellem USA og Kina spidsede til i marts sidste år, da præsident Donald Trump annoncerede told på kinesiske varer til en værdi af 60 milliarder dollar.
Få uger senere svarede Kina igen med ny told på 128 amerikanske varekategorier.
Få her et overblik over stridens videre forløb:
* Juli 2018: Konflikten strammer til, da Trump varsler told på 10 procent på varer fra Kina til en værdi af 200 milliarder dollar.
* December 2018: På et G20-møde i Buenos Aires i Argentina bliver Trump og hans kinesiske modpart, Xi Jinping, enige om en "våbenhvile" frem til 1. marts. Fra den dato vil USA hæve tolden til 25 procent, hvis der ikke er lavet en aftale.
* 24. februar 2019: Trump udskyder tidsfristen på ubestemt tid, fordi forhandlingerne skrider godt frem.
* 5. maj 2019: Trump varsler toldforhøjelser i tweets.
* 10. maj 2019: Klokken 06.01 fredag dansk tid træder de forhøjede toldsatser som varslet i kraft. Dermed stiger den ekstra told på 10 procent, som USA allerede har indført på kinesiske varer til en værdi af 200 milliarder dollar, til 25 procent.
* 10. maj 2019: Senere samme dag beordrer Donald Trump øget told på næsten al resterende import fra Kina. Det betyder told på varer for yderligere 300 milliarder dollar.
* I 2018 importerede USA kinesiske varer for i alt 539,5 milliarder dollar.
Kilder: The New York Times, Reuters, Twitter, AP og USTR.
/ritzau/