Seks personer har onsdag morgen mistet livet i en togulykke på Storebæltsbroen, da et lyntog på vej fra Fyn til Sjælland blev ramt af dele fra et godstog, som kørte i den modsatte retning. Det er den værste togulykke på de danske jernbaner siden 1988.
Læs om nogle af de værste togulykker her:
* 7. november 2002 bliver en person dræbt, og fem personer kvæstet, da to S-tog støder sammen på Holte Station.
* 2. marts 2000 omkommer to lokomotivførere og en passager, da to regionaltog støder sammen ved den nedlagte station i Kølkær mellem Herning og Brande.
* 1. maj 1997 støder to lokaltog på Helsingør-Hornbæk-Gilleleje Banen sammen ved Firhøj sydøst for Gilleleje. To mennesker bliver dræbt, og omkring 20 kvæstes.
* 18. januar 1993 støder et regionaltog sammen med et rangerende godstog en halv kilometer syd for Næstved Stadion. En passager og en DSB-funktionær bliver dræbt, og fire passagerer kvæstet.
* 28. december 1992 bliver en lokomotivfører dræbt, og to passagerer bliver lettere kvæstet, da nattoget fra Frederikshavn til København afspores i et sporskifte ved indkørslen til Roskilde Station.
* 19. august 1991 bliver en 25-årig mand dræbt, og 70 personer kommer til skade, da et linje B-tog mod Holte på Dybbølsbro Station kolliderer med et linje C-tog mod Klampenborg.
* 25. april 1988 bliver otte mennesker dræbt, og 72 kvæstes ved en togulykke i Sorø, hvor et tog med høj hastighed kører af sporet.
* 11. marts 1986 braser et godstog på vej fra København til Roskilde gennem blindsporets stopbom ved Hvidovre Station og styrter ned på Hvidovrevej. En person bliver dræbt.
* 9. september 1983 kører et passagertog fra Frederikssund mod et modkørende materieltog ved Stenløse på Sjælland. Tre mennesker bliver dræbt, og 22 kvæstes.
* 7. september 1973 kører et S-tog fra Hillerød ind i et holdende tog ved indkørslen til Østerport Station. To bliver dræbt, og 23 kvæstet.
* 24. marts 1971 støder et S-tog sammen med løbske godsvogne mellem Birkerød og Allerød, hvorved en person bliver dræbt, og fem såret.
* 10. august 1967 kører lyntoget "Nordjyden" op i det holdende lyntog "Sydvestjyden" uden for Odense. 11 bliver dræbt, og 47 kvæstet.
* 1. november 1919 ved Vigerslev kører et eksprestog fra Korsør med voldsom kraft ind i de fem bageste vogne på et tog fra Kalundborg, der holder stille på grund af en nødbremsning, fordi et barn har åbnet døren og er faldet ud på skinnerne. 40 personer mister livet, og knap 30 personer bliver hårdt kvæstet.
* 26. juli 1913 omkommer 15 personer, da toget "Emigranten" afsporer på vej mod Esbjerg kort efter at have passeret Bramminge (i dag Bramming) station.
Kilder: Ritzau, DSB.
/ritzau/