Der resterer blot to kandidater i kampen om at blive leder af Det Konservative Parti og Theresa Mays arvtager som britisk premierminister.
Det står klart torsdag aften, hvor to afstemningsrunder er blevet afholdt.
Tilbage i kampen er den tidligere udenrigsminister Boris Johnson, som med 160 stemmer fik klart flest. Han skal dyste mod den nuværende udenrigsminister, Jeremy Hunt, om formandsposten. Hunt fik 77 stemmer.
Miljøminister Michael Gove er seneste mand til at blive sorteret fra i processen, da han torsdag fik to stemmer færre end Hunt.
Her følger fakta om processen frem mod udnævnelsen af Mays afløser:
* En række konservative politikere har meldt sig i kapløbet, og torsdag den 13. juni blev feltet på ti officielle kandidater skåret ned til seks ved første runde af en længere afstemningsproces.
* Tirsdag fandt anden afstemningsrunde sted. Her blev den tidligere brexit-minister Dominic Raab sorteret fra, da han blot fik 30 stemmer. Boris Johnson blev topscorer med 126 stemmer.
* I hver runde ryger den mindst populære kandidat ud. Kandidaterne skal dog som minimum modtage 33 stemmer.
* Onsdag fandt den tredje afstemningsrunde sted. Her fik Boris Johnson igen flest stemmer med 142 styk. Rory Stewart fik færrest med 27 og blev dermed elimineret.
* Torsdag fandt fjerde og femte afstemningsrunde sted. I den fjerde blev indenrigsminister Sajid Javid elimineret. Og i den femte runde torsdag aften røg miljøminister Michael Gove ud af kapløbet.
* Processen munder i sidste ende ud i, at Theresa Mays afløser kan præsenteres i slutningen af juli.
* De over 300 konservative medlemmer af parlamentet skal stemme, indtil der kun er to kandidater tilbage i kampen om posten.
* Fra den 22. juni kan partiets omkring 160.000 medlemmer stemme på deres foretrukne partileder af de to tilbageværende kandidater.
* De to tilbageværende kandidater er udenrigsminister Jeremy Hunt tidligere udenrigsminister Boris Johnson.
* For at blive optaget på listen over partiets officielle kandidater skulle bejlerne have opbakning fra mindst otte medlemmer af parlamentet.
* Vinderen af kampen om partilederposten præsenteres tidligst den 22. juli.
* Theresa May har officielt forladt posten som leder af Storbritanniens konservative parti, men hun forbliver premierminister, indtil en ny partileder er fundet.
Kilder: Det Konservative Parti, BBC, Sky News.
/ritzau/