Skoleferien begynder i denne weekend, og det betyder trængsel på vejene og også i det europæiske luftrum.
Her er nogle tip, der kan hjælpe dig i ferien, hvad enten du skal med bil, fly eller tog.
Vejdirektoratet:
* Kør uden for de mest trafikerede tidsrum (især lørdage mellem klokken 11 og 15).
* Bliv opdateret om trafiksituationen på trafikinfo.dk eller på appen Trafikinfo, før du kører hjemmefra. Tjek også vejrudsigten.
* Hold god afstand, når du kører - og sæt god tid af til bilturen. Husk rigeligt med drikkevarer i disse dage.
Københavns Lufthavn i Kastrup:
* Husk passet og tjek, at det stadig er gyldigt.
* Pak væsker og elektronik øverst i håndbagagen.
* Check om muligt ind hjemmefra for at spare tid i lufthavnen. For at lette presset er der i Kastrup oprettet særlige spor i sikkerhedskontrollen til familier med børn under 12 år.
DSB:
* Tjek rejseplanen.dk for sporarbejde og forsinkelser inden togturen. DSB går over til sommerkøreplan mandag 1. juli.
* Mellem Næstved og Nykøbing Falster kører der ingen tog overhovedet i sommer, kun togbusser.
* Der vil også være sporarbejde hen over Fyn og mellem Randers og Aalborg - samt enkelte andre steder.
Kilder: Vejdirektoratet, Københavns Lufthavn Kastrup, DSB.
/ritzau/