FAKTA: Syv partier kæmper om magten i Grønland

Grønland gør sig klar til valg 24. april til parlamentet i Nuuk, Inatsisartut. Her kan du læse om partierne.
Grønland afholder valg den 24. april.
Grønland afholder valg den 24. april. Foto: Christian Klindt Sølbeck/Scanpix

Siden 2016 har Grønland været styret af en koalitionsregering med partierne Siumut, Inuit Ataqatigiit (IA) og Partii Naleraq.

Men det kan snart ændre sig, for tirsdag den 24. april er der valg til parlamentet i Nuuk, Inatsisartut. Der er i alt 7 partier, der kæmper om de 31 pladser.

Her kan du læse om de forskellige partier:

- De tre hidtidige regeringspartier:

* Siumut (Fremad):

Stiftet i 1977 og funderet i socialdemokratisk tankegang. Har domineret grønlandsk politik siden hjemmestyrets indførelse i 1979. Frem til 2009 havde Siumut posten som landsstyreformand uafbrudt i 30 år.

Partiet fik 11 mandater ved valget i 2014. Aleqa Hammond, nu løsgænger i Folketinget, var formand før Kim Kielsen. Hun måtte gå af efter misbrug af offentlige midler.

* Inuit Ataqatigiit (Folkefællesskabet):

Også kendt som IA og etableret som parti i 1978. Grundholdningen er socialistisk, og partiet udgør venstrefløjen i grønlandsk politik.

Partiet arbejder for, at grønlænderne anerkendes som et selvstændigt folk med ret til eget land. IA fik 11 mandater ved seneste valg, og partiformand Sara Olsvig fik flest personlige stemmer af alle.

* Partii Naleraq (Pejlemærke):

Stiftet i 2014 af tidligere landsstyreformand Hans Enoksen, som forlod Siumut.

Vil liberalisere fiskerierhvervet og ser sig selv som beskytter af landets fattigste borgere. Ønsker selvstændighed hurtigt og fik tre mandater i landstinget ved sidste valg.

- Andre partier:

* Demokraatit (Demokraterne):

Socialliberalt parti stiftet i 2002. Arbejder for en ansvarlig økonomisk politik. Fordoblede mandattallet ved seneste valg til fire.

* Nunatta Qitornai (Vort Lands Efterkommere):

Stiftet i 2017 af Vittus Qujaukitsoq, tidligere udenrigsminister. Han forlod Siumut efter at have tabt et kampvalg om formandsposten til Kim Kielsen.

Ønsker plan for hurtig løsrivelse fra Danmark. Aleqa Hammond stiller nu op for dette parti.

* Suleqatigiisitsiut (Samarbejdspartiet):

Dannet i 2018 som fortaler for øget samarbejde i det danske rigsfællesskab.

* Atassut (Samhørighed):

Borgerligt parti stiftet i 1978 blandt andet for at "modarbejde løsrivelse fra det danske rige". Ikke repræsenteret i Inatsisartut i dag.

Kilder: Ina.gl, Naalakkersuisut.gl og Sermitsiaq.ag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.