Arbejdsgivere og lønmodtagere forhandler intensivt i Forligsinstitutionen for at afværge en storkonflikt, der kan bryde efter påske.
Overenskomstforhandlingerne for de ansatte i staten, regioner og kommuner er brudt sammen, og begge parter har varslet konflikt.
Se her, hvordan den varslede strejke og lockout kan ramme.
Det statslige område:
* Fagforeningerne har varslet strejke for 15.000 statsligt ansatte fra 4. april.
* Statens chefforhandler, innovationsminister Sophie Løhde (V), har svaret igen med at varsle lockout for 120.000 statsansatte fra 10. april. Det svarer til to tredjedele af arbejdsstyrken.
* Lockouten rammer blandt andet embedsfolk, dele af tog- og flytrafikken og undervisningsområdet.
Det regionale område:
* Fagforeningerne har varslet strejke for 12.000 til 15.000 ansatte fra 4. april.
* Dansk Regioner har svaret igen med at varsle lockout af omkring 70.000 regionalt ansatte fra 10. april. Det svarer til cirka halvdelen af arbejdsstyrken i regionalt regi.
* Regionernes hovedopgave er at drive det danske sygehusvæsen. Lockouten vil ramme 20 sygehuse.
* Sårbare patientgrupper - herunder psykiatriske patienter - og akutte funktioner rammes ikke, mens et nødberedskab skal sørge for, at ingen patienter kommer i livsfare.
Det kommunale område:
* Fagforeningerne har varslet strejke for mindst 50.000 ansatte i kommunerne fra 4. april.
* Kommunernes Landsforening, KL, har svaret igen med at varsle lockout af omkring 250.000 ansatte. Det svarer til, at halvdelen af de kommunalt ansatte vil blive ramt.
* En lockout vil blandt andet ramme de ansatte på landets folkeskoler og daginstitutioner.
* Ældreområdet, handicapområdet og vitale infrastrukturer blandt andet kraftvarmeværker er fritaget.
Kilder: Ritzau, Danske Regioner, CFU, Finansministeriet
/ritzau/