Sundhedsvæsenet har brug for, at flere danskere melder sig som stamcelledonorer. Især fordi det er sjældent, at en patient matcher med en registreret donor.
Hvert år dør mange patienter, fordi der ikke findes en egnet stamcelledonor til dem.
Her kan du læse mere om stamceller og donation:
* Stamceller findes i knoglemarven og er forstadier til celler i blodet. Knoglemarv og stamceller er nødvendige for, at vi kan overleve.
* De er blandt andet vigtige for vores immunforsvar, blodets evne til at størkne og transport af ilt rundt i kroppen.
* Alle bloddonorer, kan også blive stamcelledonorer. Det kræver, at man er mellem 18 og 55 år.
* Det kræver, at man tager en enkelt blodprøve for at bestemme vævstypen af stamcellerne.
* Man registreres derefter i den internationale database og kontaktes, hvis der er et match med en patient.
* I Danmark er der 180.000 registrerede bloddonorer og 60.000 registrerede stamcelledonorer.
* På verdensplan er der omtrent 35 millioner registrerede stamcelledonorer.
* Som donor har man også mulighed for at sige nej, når der er et match.
* Sundhedsvæsenet dækker alle udgifter forbundet med selve stamcelledonationen - både transport, eventuel overnatning og tabt arbejdsfortjeneste.
Kilder: Bloddonorerne Danmark og Rigshospitalet.
/ritzau/