Natten til søndag stiller vi urene en time frem, og det betyder en time mindre søvn, men flere lyse sommernætter.
Fra 2021 kan det dog være slut med at stille urene to gange om året.
Læs her, hvor tæt på afskaffelsen af sommer- og vintertid er.
* Et flertal i Europa-Parlamentet mener, at det skal være slut med at skifte mellem sommer- og vintertid.
* Medlemmerne i Europa-Parlamentet stemte og vedtog tirsdag den 26. marts parlamentets holdning til forslaget fra EU-Kommissionen, der går på at afskaffe skiftet mellem sommer- og vintertid.
* EU er med afstemningen et skridt nærmere et nyt direktiv om den sæsonbestemte omstilling af tid.
* De afsluttende forhandlinger kan dog ikke indledes, før EU-landene har taget stilling til forslaget. Foreløbig har der været meget begrænset opbakning.
* Det skal være op til de enkelte EU-lande at beslutte, om man vil justere på uret. Et krav er, at det ikke må få konsekvenser for det indre marked.
* Medlemslandene skal ifølge forslaget vælge mellem at have enten sommer- eller vintertid hele året.
* Hvis medlemslandene kan blive enige om sommertid, skal urene stilles sidste gang den sidste søndag i marts 2021. Er det vintertid, bliver det den sidste søndag i oktober 2021.
Kilde: Ritzau
/ritzau/