Smykkegiganten Pandora har tirsdag offentliggjort regnskab for årets første ni måneder, der bød på den anden nedjustering på tre måneder.
Her følger fakta om virksomheden:
* Pandoras smykker sælges i dag i mere end 100 lande fordelt på seks kontinenter via forhandlere og mere end 2400 konceptbutikker.
* Pandoras kerneprodukt er armbånd og vedhæng, der kan sidde på dem.
* I 2017 producerede Pandora 117 millioner smykker.
* Selskabet har 26.500 medarbejdere. En stor del af dem arbejder i Gemopolis i Thailand, hvor Pandoras smykker fremstilles.
* Senest har selskabet også åbnet produktion i Lamphun i det nordlige Thailand.
* Historien om Pandora begyndte i 1982 i København. Her åbnede ægteparret Winnie og Per Enevoldsen en smykkebutik.
* Hovedkontoret ligger fortsat i hovedstadsområdet.
* Pandoras omsætning er vokset massivt i de senere år. Men selskabet har også været igennem markante nedjusteringer og voldsomme kursfald siden børsnoteringen i oktober 2010.
* Værst gik det i august 2011, da Pandora fremlagde et halvårsregnskab med en kraftig nedjustering. Det udløste et fald i aktiekursen på over 70 procent, så en aktie kunne købes for 35 kroner.
* Efterfølgende har Pandora haft held med at vende udviklingen blandt andet ved at satse på et bredere produktgrundlag. Aktiekursen er mangedoblet siden bunden i 2011.
* I 2017 var omsætningen vokset til over 22 milliarder kroner. Det er omkring tre gange så meget som i 2012.
* Men i løbet af 2018 har Pandora været udfordret, og indtil videre er salget faldet en smule i løbet af året.
* Pandora måtte i august nedjustere overraskende, og det har selskabet igen gjort tirsdag. Aktien er faldet over 40 procent i år.
Kilder: Pandora, Ritzau.
/ritzau/