Når "skovhold" bestående af fodboldfans mødes til slåskampe i skove, bliver et sæt uskrevne regler i vid udstrækning overholdt.
Bliver de overtrådt, gør slagsbrødrene brug af selvjustits.
* Såkaldte "topboys" er holdenes ledere og står for den primære kontakt med andre hold samt kampaftaler.
* Inden to skovhold mødes, aftales antal slagsbrødre samt aldersgruppe.
* Der er ingen begrænsning for antal, så længe det anses for at være retfærdigt. Det kan for eksempel være 4 mod 4 eller 50 mod 50.
* Det kan være ungdomshold med kæmpere under 18 år, seniorer eller en blanding, der skal kæmpe mod hinanden.
* Man slår ikke på en mand, der ligger ned. Han er ude af kampen, og holdkammerater skal have mulighed for at trække vedkommende ud af klyngen.
* Der er ingen dommere. Kampene afsluttes ud fra "last man standing"-princippet. Det hold, der står op til sidst, vinder.
* Kampene varer som regel ikke meget længere end et par minutter.
* Blandt skader er ofte brækkede næser eller fingre, trykkede ribben og hjernerystelser.
* Oftest filmes kampene, men al materiale sløres, så ingen af kæmperne kan identificeres.
* Mange af kampenes resultater bliver offentliggjort på Instagram-profilen "thetroublemakingvikings".
Kilder: Anonym skovdreng, forskere i hooliganmiljøer Lise Joern og Jonas Havelund (begge fra Syddansk Universitet).
/ritzau/