Over hele landet gør teenagere i tusindvis sig klar til at stemme ved skolevalget 2019 31. januar.
Flere end 80.000 unge har valgt de mærkesager, som de vil kæmpe for op til valget.
Øverst på listen findes kortere skoledage i folkeskolen, hårdere straf for vold og overgreb samt en øget afgift på cigaretter.
Når valget finder sted skal elever i 8., 9. og 10. klasse sætte kryds ved, hvem de mener, der bør lede Danmark.
Læs mere om skolevalget her:
* Skolevalg 2019 er et tre uger langt undervisningsforløb udformet som en valgkamp.
* Mere end 80.000 unge 14-17-årige fra 850 skoler fordelt over hele landet deltager i Skolevalg 2019.
* Eleverne vælger mærkesager, laver kampagner og debatterer, inden de på valgaftenen, torsdag 31. januar, sætter kryds ved det parti, de er mest enige med.
* Undervisningsforløbet slutter med en stor valgfest på Christiansborg i Landstingssalen den 31. januar, hvor valgresultatet bliver afsløret.
* Skolevalg skal være med til at dæmme op for tendensen til, at unge, nye vælgere ikke stemmer i samme udstrækning som resten af befolkningen.
* 24. januar er der partilederdebat med ungdomspolitikere og 200 skoleelever i Landstingssalen på Christiansborg.
* Cirka 55.000 elever fra 540 skoler over hele landet vil opleve en debat med ungdomspartierne på deres skole.
Ved debatterne deltager ungdomspolitikere fra alle de politiske ungdomspartier. Debatterne bliver arrangeret af Dansk Ungdoms Fællesråd.
* Skolevalg arrangeres af Folketinget og Undervisningsministeriet i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd.
Kilder: skolevalg.dk
/ritzau/