Flere vil anmelde en voldtægt, og flere vil blive dømt, hvis loven ændres, så sex kræver, at begge parter enten med ord eller handling har vist, at de har lyst.
Det mener Amnesty International, der onsdag er vært ved en konference på Christiansborg om den danske voldtægtslovgivning.
Læs her mere om samtykke ved sex:
* 10 lande i Europa har lovgivning om samtykke ved sex. Blandt andet Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien.
* I Storbritannien blev samtykke præciseret i loven i 2003. Siden er antallet af anmeldelser om voldtægt tredoblet, og de seneste ti år er antallet af domfældelser næsten fordoblet.
* I Danmark afgøres en sag ud fra, om det kan bevises, at voldtægtsofferet har været udsat for vold, tvang, trusler eller har befundet sig i en forsvarsløs tilstand.
* Med lovkrav om samtykke vil der komme mere fokus på den anklagedes adfærd. Skyldspørgsmålet vil dermed også ske ud fra en vurdering af, om den anklagede sikrede sig, at kvinden frivilligt dyrkede sex.
* Samtykke betyder, at parterne i ord eller handling viser, at de er med på at dyrke sex. Samtykke betyder ikke, at parterne skal underskrive kontrakter med hinanden.
Kilde: Amnesty International, Politiken.