Saudisk olieproduktion og -eksport er blevet sat voldsomt tilbage af droneangreb på to store olieanlæg.
De to anlæg er drevet af det statslige saudiske olieselskab Aramco, som skriver, at produktionen er blevet reduceret med 5,7 millioner tønder råolie om dagen.
Houthi-oprørere har taget ansvar for angrebet mod olieanlæggene.
Her er fakta om det store selskab, som historisk har været tilbageholdende med at give indblik i dets operationer:
* Selskabet sad i 2017 på oliereserver svarende til 260,2 milliarder tønder olie. Det er mere, end hvis man kombinerer reserverne for Exxon Mobil, Chevron, Royal Dutch Shell, BP og Total SA.
* Aramco producerede 10,3 millioner tønder råolie om dagen sidste år. Det producerede også 1,1 millioner tønder flydende naturgas.
* Tre fjerdedele af Aramcos råolieeksport, omkring 5,2 millioner tønder olie om dagen, blev leveret til kunder i Asien. Her regner man med, at efterspørgslen vil stige hurtigere end i resten af verden.
* Selskabet producerer, raffinerer og eksporterer olie fra Saudi-Arabien. Raffineringen foregår dog også i andre dele af verden.
* Med 76.000 medarbejdere i 2018 opererer selskabet i både Asien, Europa og Syd- og Nordamerika.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters