Sommeren 2018 blev en af de bedste for luftfartsselskabet SAS, der ellers har haft både op- og nedture de senere år.
Læs om SAS her:
* Luftfartsselskabet SAS blev grundlagt i 1946 ved en sammenlægning af de nationale luftfartsselskaber i Danmark, Norge og Sverige.
* Første tur gik til New York 17. september 1946. Turen tog 25 timer, og det var nødvendigt at gøre tre stop på vejen for at tanke.
* I dag har SAS mere end 800 daglige afgange. Selskabet flyver mere end 29 millioner passagerer om året til over 100 destinationer i verden.
* I juni 2018 solgte den norske stat alle sine 37,8 millioner aktier i SAS. Det er knap ti procent af aktierne i SAS.
* Også den svenske stat har mandat til at sælge ud af SAS-aktierne og har erklæret, at svenskerne ikke ser sig som langsigtede ejere af selskabet.
* Tidligere har også danske regeringer luftet salgstanker, men i oktober 2016 slog daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fast, at regeringen ikke havde aktuelle planer om at sælge ud af den danske andel af SAS.
*Sverige og Danmark ejer 29 procent af aktierne. Aktieposten er fordelt med 14,8 procent til den svenske stat og 14,2 procent til den danske stat. Sammen med Knut og Alice Wallenbergs Fond ejer Sverige og Danmark 35,5 procent af aktierne.
* Selskabet har de senere år haft store økonomiske problemer, men har kæmpet for at få økonomien på ret kurs med flere spareplaner og omstruktureringer.
* Det har gjort en stor forskel, og SAS har nu i flere år været overskudsgivende.
Kilder: SAS og Ritzau.