Regeringen og alle Folketingets partier har torsdag indgået en aftale, der skal sikre, at kvoterne i dansk fiskeri ikke koncentreres på for få hænder.
De danske fiskekvoter har i flere år været genstand for politisk debat.
Her kan du blive klogere på forløbet i sagen om de såkaldte kvotekonger:
* Folketinget reformerede i 2002 fiskeriet ved at indføre omsættelige kvoter. Det betød, at fiskerne kunne købe og sælge kvoter til at fange en bestemt mængde fisk.
* Kvoterne erstattede rationsfiskeriet. Her havde alle lige adgang til at fiske en bestemt mængde. Det gjorde det svært for fiskerne at planlægge og tjene nok.
* Folketinget understregede i forbindelse med kvotereformen, at kvoterne ikke måtte ende på for få hænder. Men politikerne gav ingen præcise anvisninger for, hvordan man kunne undgå det.
* Miljø- og Fødevareministeriet skulle dog lave et register for at sikre kontrol og gennemsigtighed for ejerskab af kvoterne.
* I august 2017 konkluderede Rigsrevisionen, at ministeriets forvaltning har været "meget kritisabel" og "ikke har understøttet Folketingets intention om, at kvoterne ikke måtte koncentreres på for få hænder".
* Ministeriet har anvendt "ufuldstændige data, skiftende beregningsgrundlag og forkerte registreringer".
* Statsrevisorerne har også udtalt deres skarpeste kritik af ministeriet. Håndtering har været "uprofessionel og helt utilstrækkelig".
* Fem kvotekonger blev efterfølgende meldt til politiet, to ledende embedsmænd forflyttet, og ansvaret for fiskeriet flyttet fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til Karen Ellemann (V), der i forvejen var minister for ligestilling og nordisk samarbejde.
* I november kom det dog frem, at Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har tilbagetrukket fire-fem politianmeldelser af de fiskere, som ellers var blevet politianmeldt i august.
* En embedsmand fra styrelsen blev ifølge Politikens oplysninger sendt hjem som et resultat af de tilbagekaldte politianmeldelser.
* Samtidig bad fiskeriministeren Kammeradvokaten om at endevende sagen. Undersøgelsen skal ligge klar inden årsskiftet.
Kilde: Ritzau, Greenpeace, DR og Politiken.
/ritzau/