Det højtstående medlem af den katolske kirke George Pell mødte onsdag op i retten i Melbourne, hvor han er tiltalt for flere tilfælde af seksuelle overgreb.
Selv nægter han alle anklager og kalder sagen for en "heksejagt" mod ham.
Bliv klogere på sagen her:
* Den australske kardinal George Pell er tiltalt for "historiske seksuelle forbrydelser" mod "flere" formodede ofre. De præcise anklager er ikke offentliggjort.
* George Pell afviser alle anklager mod ham.
* Sagen mod ham begynder onsdag 26. juli, hvor der er en indledende høring ved domstolen i den australske millionby Melbourne.
* Høringen handler primært om at fastlægge en tidsplan for det videre forløb i sagen.
* George Pell er ikke tvunget til at møde op, men det gør han.
* Onsdagens indledende høring er det første retlige skridt i sagen.
* Høringen er ikke formelt set en del af selve retssagen, der fortsat kan nå at blive droppet, hvis grundlaget vurderes at være for tyndt.
* En eventuelt retssag vil formentlig først blive holdt i slutningen af 2018 eller i begyndelsen af 2019.
* I Australien er der ingen forældelsesfrist i sager om seksuelt misbrug.
* Det næste retsmøde er sat til 6. oktober.
Kilder: The Australian og nyhedsbureauet AAP
/ritzau/