Hovedstadsområdet skal med plads til flere, et godt miljø, gode arbejdspladser og et stærkt erhvervsliv være en vækstmotor for dansk økonomi.
Sådan lyder visionen i det hovedstadsudspil, regeringen har præsenteret torsdag.
Her er nogle af de væsentligste elementer i udspillet, hvoraf flere har været præsenteret gennem de seneste måneder:
* Der skal etableres en ny bydel kaldet Lynetteholmen mellem Nordhavn og Refshaleøen ved København. Den skal både give plads til tusindvis af boliger og tjene som klimasikring.
* Regeringen vil arbejde for en havnetunnel som østlig ringvej rundt om København, og sætte gang i undersøgelser af udvidelser af flere motorveje og anlæg af en femte motorvejsring rundt om København.
* Togstationen ved Københavns Lufthavn skal udvides for at kunne betjene flere passagerer.
* Køge Bugt Strandpark skal videreudvikles med blandt andet legepladser og spisesteder. Desuden skal diger og klitter kunne forhøjes for at sikre kysten bedre.
* Byerne i enderne af S-togsnettet - Køge, Roskilde, Frederikssund, Hillerød, Helsingør og Høje-Taastrup - skal have lov at opføre kontorer og andre store erhvervsbyggerier længere væk fra stationerne end i dag.
* De grønne kiler mellem byerne på S-togsnettet skal indgå i klimasikring. Og det skal være muligt at bytte grønne områder i kilerne af ringe rekreativ værdi ud med andre grønne områder.
* Ni kunstige øer ved Avedøre skal rumme op til 12.000 industriarbejdspladser.
* Ansvaret for den kollektive transport skal samles i ét selskab. I dag er ansvaret fordelt på flere aktører.
Kilder: Regeringen.
/ritzau/