Regeringen vil gøre meget mere for at sikre Danmark mod konsekvenserne af den globale opvarmning, der blandt andet tager form af oversvømmelser og kysterosion.
Tidligere i år blev regeringen enig med landets kommuner om en aftale, der giver kommunerne større indflydelse på beskyttelsen af landets kyster og bedre mulighed for såkaldt hård kystsikring.
Torsdag har regeringen så præsenteret en stribe yderligere forslag:
* Sagsbehandlingstiden for klagesager skal ned. Den må maksimalt være seks måneder.
* Kommunerne pålægges at udpege særlige risikoområder og etablere såkaldte afværgeforanstaltninger, før der bygges i områderne.
* En landsdækkende analyse skal hjælpe med at vurdere faren for oversvømmelse og erosion.
* Et klimaatlas med datamateriale om blandt andet temperatur og nedbør skal hjælpe kommunerne med planlægning.
* Kommuner og forsikringsselskaber skal kunne samarbejde om, at borgere i huse, der gentagne gange er blevet oversvømmet, kan få finansieret en ny byggegrund et sted, hvor der ikke er risiko for oversvømmelse.
Kilder: Miljø- og Fødevareministeriet, Erhvervsministeriet og Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
/ritzau/