Selskabet bag det, der startede med søgemaskinen Google, Alphabet, tjener milliarder og atter milliarder.
Langt hovedparten af indtjeningen kommer fra reklamer på Googles søgemaskine samt tilkøbte internettjenester som YouTube.
Samlet omsatte Alphabet for 90,3 milliarder dollar - 540 milliarder kroner - i 2016.
Se her, hvor milliarderne strømmer ind fra:
* 79,4 milliarder dollar eller 88 procent af omsætningen kom ind fra reklamer.
* Af dem kom 63,8 milliarder dollar fra selskaber og platforme, som Google ejer. Det er søgemaskinen Google, YouTube, e-mailtjenesten Gmail og korttjenesten Google Maps.
* I denne kategori ligger også indtægter fra reklamer på Google Play, hvor brugere af styresystemet Android til mobiltelefoner henter apps.
* 15,6 milliarder dollar eller 17 procent af omsætningen kom fra reklamer på hjemmesider, der bruger Google til at sælge reklameplads via produkterne AdSense, AdMob og DoubleClick AdExchange.
* Ud over reklamer omsatte Google for 10,1 milliard dollar - 60,5 milliarder kroner - under "anden omsætning".
* Det dækker over Googles andel af salg af apps til mobiltelefoner, Googles andel af mersalg til apps og hardware.
* Sidste år omsatte Google for 809 millioner dollar under afdelingen "other bets".
* "Other bets" dækker over en række mindre, mere eksperimentelle selskaber, som Alphabet satser på.
* Det omfatter blandt andet selskabet Nest, der digitaliserer hjemmet, internettjenesten Google Fiber og Google Verily, der opererer inden for digitalisering af sundhedssektoren.
Kilder: Alphabet.com
/ritzau/