Regeringen og Socialdemokratiet er ifølge Berlingske enige om, hvordan et tildækningsforbud - det såkaldte burkaforbud - skal skrues sammen.
Dermed er der flertal for forslaget.
I forslaget er det nu skrevet ind, hvordan politiet skal forholde sig i visse tilfælde af overtrædelser:
* Hvis politiet får mistanke om negativ social kontrol, skal politiet vurdere, om man skal efterforske et strafbart forhold, eller om personen bør tilbydes hjælp.
* Det kan blandt andet ske, hvis personen giver udtryk for at være underlagt tvang eller andet pres for at bære ansigtstildækkende beklædning.
* Politiet skal efter en konkret vurdering undersøge, om der er oplysninger om personen i politiets systemer eller andre tegn på negativ social kontrol.
* Politiet vil kunne vejlede om muligheden for at søge rådgivning og støtte til at komme ud af et undertrykkende miljø.
* Politiet kan for eksempel selv henvise en kvinde til et kvindekrisecenter, hvis det oplyses, at kvinden har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold.
* Politiet kan også inddrage kommunen, der derefter vil være ansvarlige for støtte.
Kilde: Justitsministeriet
/ritzau/