Lørdag offentliggjorde Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen en ny landsholdsaftale, der løber frem til 2024.
Her følger hovedpunkter i aftalen ifølge en fælles pressemeddelelse fra parterne:
* Alle spillere bidrager til landsholdets kampagner. Det skal dog altid ske med minimum tre spillere for at vise bredden på holdet.
* Teksten i aftalen er gjort tydeligere, så DBU lettere og bedre kan planlægge kampagner og aftaler med kommercielle partnere.
* Spillerne kan som hidtil indgå individuelle aftaler med sponsorer og udstyrssponsorer.
* Der er afsat fem millioner kroner fra en mulig slutrundebonus. De penge fordeler spillerne til børnefodboldprojekter. Det vil ske efter indstilling fra DBU og Lokalunionerne.
* Spørgsmålet om arbejdsgiver og lønmodtager bliver håndteret på samme måde, som den blev i aftalen for kvindelandsholdet fra november 2017.
Følgende er aftalt omkring de sportslige rammer på landsholdet:
* Sundhedsstaben (læge, fysioterapeut og øvrige behandlere, red.) bliver styrket, og der bliver mulighed for fleksibel behandling.
* To hybridbaner (blanding af kunstgræs og almindeligt græs, red.) vil blive etableret hurtigst muligt.
* Transportforhold til og fra fodboldkampe vil blive optimeret.
* Der bliver tilknyttet egen kok til alle landsholdssamlinger og til alle kampe.
Kilder: Spillerforeningen og DBU i en samlet meddelelse.
/ritzau/