Direktøren for Wonderful Copenhagen, Lars Bernhard Jørgensen, har trukket sig efter Eurovision-skandalen, der sidste år kom til at koste Wonderful Copenhagens projektselskab 137 millioner kroner. Budgettet lød på 34,6 millioner kroner.
Samtidig har ni ud af 10 bestyrelsesmedlemmer - inklusiv bestyrelsesformanden Peter Højland - stillet deres mandat til rådighed. Kun borgmester i Gentofte Kommune Hans Toft stiller ikke sit mandat til rådighed.
Sådan ser bestyrelsen i Wonderful Copenhagen ud:
* Peter Højland, blandt andet adjungeret professor på Copenhagen Business School (Bestyrelsesformand).
* Per Seerup (S), regionrådsmedlem, Region Hovedstaden.
* Simon Strange (S), kulturordfører, Københavns Kommune.
* Morten Jung (R), kommunalbestyrelsesmedlem, Frederiksberg Kommune.
* Per Roswall (V), regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden.
* Hans Toft (K), borgmester, Gentofte Kommune.
* Allan Holst (S), 1. viceborgmester, Dragør.
* Eva Kruse, Direktør, Danish Fashion institute.
* Mikael Fock, leder af Kulturværftet & Toldkammeret i Helsingør.
* Mette Kynne Frandsen, administrerende direktør, Henning Larsen Architects.
* Henrik Busch, formand for repræsentantskabet. (Observatør i bestyrelsen)
* Jens Wittrup Willumsen, bestyrelsesformand i VisitDenmark. (Observatør i bestyrelsen)
Bestyrelsen udpeges således:
* Regionsrådet i Region Hovedstaden udpeger to medlemmer.
* Københavns Kommune udpeger et medlem blandt borgerrepræsentationens medlemmer.
* Frederiksberg Kommune udpeger et medlem blandt kommunalbestyrelsens medlemmer.
* Kommunekontaktrådet i Hovedstaden under Kommunernes Landsforening (KL) udpeger to medlemmer.
* Syv medlemmer - inklusiv to observatører - udpeges af repræsentantskabet.
Kilder: Wonderful Copenhagen
/ritzau/