Der blev søndag spillet tre kampe på fjerdedagen af VM i fodbold, hvor Tysklands verdensmestre overraskende tabte 0-1 til Mexico, mens Brasilien måtte nøjes med 1-1 mod Schweiz.
* Serbien-Costa Rica 1-0:
Et flot frisparksmål af Aleksandar Kolarov afgjorde kampen til Serbiens fordel i gruppe E.
Cirka ti minutter inde i anden halvleg smækkede Roma-spilleren bolden i mål i nærmeste målhjørne.
Costa Rica kunne have tabt større, men målmand Keylor Navas forhindrede yderligere scoringer.
* Mexico-Tyskland 1-0:
Tysklands regerende verdensmestre kom rigtig skidt i gang med årets VM-slutrunde, da det overraskende blev til et 0-1-nederlag til et velspillende mexicansk hold i gruppe F.
Hirving Lozano blev matchvinder for Mexico, da han scorede kampens eneste mål cirka ti minutter før pausen efter et kontraløb.
Tyskland fremstod som et forbavsende søvnigt hold i første halvleg, og selv om verdensmestrene fik lagt et pres og skabte chancer i anden halvleg, var det langt fra overbevisende efter tyske standarder.
* Brasilien-Schweiz 1-1:
Brasilien fik en flot begyndelse på kampen, da Philippe Coutinho efter 20 minutter scorede med et fantastisk indadskruet skud, som efterlod Schweiz' målmand, Yann Sommer, uden chance.
Men brasilianerne fik ikke lukket kampen med yderligere en scoring, og i stedet fik Schweiz udlignet under kontroversielle omstændigheder tidligt i anden halvleg.
Efter et indlæg skubbede schweizernes Steven Zuber tydeligt Brasiliens Miranda væk og headede bolden i mål, men dommer César Ramos så ikke episoden igennem på VAR-videosystemet.
Brasilien pressede på mod slutningen af kampen, men Schweiz' defensiv holdt stand, så begge hold har et point efter en kamp i gruppe E.
/ritzau/