Greencard-ordningen blev lanceret af Beskæftigelsesministeriet i 2007 for at tiltrække mere kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til det danske arbejdsmarked.
* Man kan kun få et greencard, hvis man opfylder en række kriterier inden for uddannelse, alder, sprogfærdigheder og arbejdserfaring.
* Ifølge Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering skal ansøgere eksempelvis som minimum have, hvad der svarer til en dansk bacheloruddannelse, og medbringe opsparing til at kunne forsørge sig selv det første år, de opholder sig i Danmark.
* Opholdstilladelse efter greencard-ordningen gives i første omgang i højst tre år. Herefter kan man ad flere omgange søge om forlængelse på op til fem år.
* I 2012 blev der udstedt 1220 greencards, mens der ifølge Jyllands-Posten allerede er udstedt 834 greencards i de første tre måneder af 2013.
* I perioden fra 2010 til 2012 er der i alt blevet udstedt 5668 greencards.
* Ifølge Jyllands-Posten har omkring 2500 af personerne med denne særlige opholdstilladelse fundet et arbejde. Da en del af dem er deltidsjob, svarer det kun til omkring 1600 fuldtidsjob.
* 42 procent af de højtuddannede, der har fået tildelt et greencard, arbejder ifølge Jyllands-Posten indenfor rengøring, rejsebureauer, lignende servicefag eller hotel og restauration.
* Mange af dem er universitetsuddannede fra lande som Pakistan og Bangladesh
(Kilde: Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, Beskæftigelsesministeriet og Jyllands-Posten)
/ritzau/