Fredag klokken 16 dansk tid trækkes der lod til næste sommers fodbold-VM i Rusland.
De 32 lande, der skal fordeles i otte grupper, er inddelt i fire seedningslag. Seedningslagene er bestemt efter verdensranglisten fra oktober:
Første lag: Tyskland, Polen, Portugal, Frankrig, Argentina, Rusland, Brasilien og Belgien.
Andet lag: Spanien, Uruguay, Colombia, Schweiz, Mexico, England, Kroatien og Peru.
Tredje lag: Iran, Costa Rica, Egypten, Island, Danmark, Senegal, Tunesien og Sverige.
Fjerde lag: Panama, Marokko, Australien, Japan, Sydkorea, Saudi-Arabien, Nigeria og Serbien.
Sådan foregår lodtrækningen:
I hver gruppe må der højst være ét land fra samme kvalifikationszone (undtaget de europæiske lande under Uefa).
Det vil sige, at hver gruppe højst må rumme ét land fra Asien (AFC), ét fra Afrika (Caf), ét fra Nord- og Mellemamerika (Concacaf) og ét fra Sydamerika (Conmebol).
Således kan for eksempel hverken Uruguay, Colombia eller Peru fra andet lag komme i gruppe med Brasilien eller Argentina fra første lag. Ligeledes kan for eksempel hverken Australien, Saudi-Arabien, Japan eller Sydkorea fra fjerde lag trække Iran fra tredje lag, da de alle har kvalificeret sig via AFC.
I hver gruppe skal der være mindst ét og højst to hold fra Europa (Uefa). Det vil sige, at der bliver seks grupper med to hold fra Uefa og to grupper med ét europæisk hold.
Lodtrækningen starter med fordeling af holdene i første lag. Derefter følger holdene i henholdsvis andet, tredje og fjerde lag.
Holdene i første lag bliver automatisk placeret øverst i de pågældende grupper. Rusland er som vært født til gruppe A og får som sådan placeringen A-1.
Holdene fra de øvrige lag bliver placeret på en tilfældig plads i den gruppe, de bliver trukket til.
/ritzau/