Oppositionen er ikke imponeret over regeringens klimaudspil på landbrugsområdet.
Men det danske landbrug kan ikke presses for meget i klimakampen - for så rykker produktionen blot et andet sted hen.
Det siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).
Sådan er regeringens klimaudspil for landbruget:
* Ny svinestaldsteknologi skal mindske ammoniak og drivhusgasser i luften. En tilskudsordning skal hjælpe landmænd med investeringer i teknologier som eksempelvis gylleforsuring.
* En jordfordelingsfond på 150 millioner kroner skal gennem køb og salg af jorde sikre, at landbrugsproduktionen tager højde for blandt andet biodiversitet, klimagasproduktion og kvælstofreduktion.
* 90 millioner kroner skal afsættes til klimaforskning, der skal kortlægge, hvordan man bedst kan nedbringe udledning af drivhusgasser med teknologi.
* Biogasanlæg skal gøres tættere for at mindske metanudslip.
* Et nyoprettet udvalg skal finde frem til tiltag i kampen mod ammoniak i luften. 160 millioner kroner afsættes i en pulje til disse konkrete tiltag.
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
/ritzau/