FAKTA: Sådan er forskellen på kvote 1 og kvote 2
15. marts 2019 klokken 12 udløb fristen for at søge en videregående uddannelse under kvote 2. Man kan derimod fortsat søge under kvote 1 frem til 5. juli. Alle ansøgere får svar om optagelse 28. juli. (Arkivfoto). Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
De ansøgere, som søger uddannelse via kvote 2, bliver vurderet ud fra andre kvalifikationer end karakterer.

Fredag klokken 12 udløb fristen for at søge ind på de videregående uddannelser under kvote 2.

Indtil 5. juli 2019 kan man søge ind under kvote 1.

Her kan du se, hvad forskellen på de to kvotesystemer er:

Kvote 1:

* På en kvote 1-ansøgning bliver du udelukkende bedømt på resultatet af din gymnasiale uddannelse. Det betyder, at studerende med højt karaktergennemsnit får plads på den videregående uddannelse før elever med et lavere gennemsnit.

* Er der bestemte karakterkrav til studiet, du søger ind på, skal fagene være bestået på det krævede niveau.

Kvote 2:

* Optagelse gennem kvote 2 er for ansøgere, som ikke kan blive optaget gennem kvote 1, eller som har brug for at blive vurderet på kvalifikationer ud over eksamensgennemsnittet.

* Kvote 2-kriterierne består af forskellige faglige og generelle aktiviteter, som sammen med den adgangsgivende eksamen giver mulighed for at søge optagelse. Eksempler på kvote 2-kriterier kan være:

* Anden uddannelse (eller dele af en uddannelse) ud over en gymnasial uddannelse.

* Højskoleophold af typisk 16 ugers varighed.

* Udlandsophold på minimum tre til seks måneder såsom skoleophold med undervisning på gymnasialt eller videregående niveau eller ophold med sprogundervisning.

* Aktiviteter som foreningsarbejde, politisk arbejde, arbejde med børn og unge, arbejde med handicappede eller arbejde som fritidsleder.

* Studierelevant arbejde.

* Motiveret ansøgning.

* Nogle uddannelser indkalder kvote 2-ansøgere til optagelsesprøver og/eller samtaler. Prøverne kan være alt fra multiple choice-test til større hjemmeopgaver.

I 2018 søgte 54.451 personer ind på en videregående uddannelse under kvote 2. Det var tre procent færre end i 2017.

Kilder: Uddannelsesguiden.dk, Uddannelses- og Forskningsministeriet.

/ritzau/

/ritzau/