Vandstanden i de indre danske farvande er steget tirsdag og onsdag.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) forventer, at vandstanden mange steder kulminerer midt på eftermiddagen onsdag med forhøjede vandstande på mellem 130 og cirka 165 centimeter.
DMI advarer om stormflod, når der ventes en forhøjet vandstand på mere end 125 centimeter.
Begrebet stormflod kan du blive klogere på her:
* Det er Stormrådet, der afgør, om der har været stormflod i Danmark.
* Normalt dækker forsikringer på huse og ejendomme ikke skader som følge af stigende vandstand.
* Men hvis Stormrådet når frem til, at der har været stormflod, kan man søge erstatning fra den offentlige stormflodsordning.
* Stormflod er oversvømmelse som følge af en ekstrem høj vandstand i havet. Betingelsen for at erklære stormflod er, at den statistisk sker sjældnere end hvert 20. år.
* Stormrådet afgør, hvorvidt der har været stormflod i et område på et bestemt tidspunkt. Det sker i samarbejde med DMI og Kystdirektoratet.
* Stormrådet har ni medlemmer. Det består af en uafhængig formand samt repræsentanter for kommuner, ministerier, forsikringsselskaber og Forbrugerrådet.
* Der kan ikke ydes erstatning for stormflod ved skader sket i områder, der ikke er omfattet af Stormrådets afgørelse.
* Bor man i et område berørt af stormflod, har man to måneder til at anmelde skaderne.
Kilde: Stormrådet.
/ritzau/