8611 euro eller 64.293 kroner. Så meget tjener et medlem af Europa-Parlamentet om måneden. Alle medlemmer får den samme løn, selv om de kommer fra forskellige lande.
Lønnen fratrækkes en indkomstskat til EU og et bidrag til ulykkesforsikring, hvorefter det udbetalte beløb er på 6710 euro eller 50.100 kroner.
Medlemmer, som bor i Danmark, beskattes derudover her i landet efter almindelige danske skatteregler - modregnet den skat, de har betalt i EU.
Desuden får medlemmerne en række tillæg:
* Dagpenge: En fast godtgørelse på 306 euro eller 2284 kroner per dag til dækning af udgifter i forbindelse med arbejdet i parlamentet.
* Fast tillæg til generelle udgifter: Medlemmerne har ret til en månedlig godtgørelse på maksimalt 4416 euro eller 32.971 kroner til udgifter i forbindelse med deres arbejde, som ikke er dækket af andre godtgørelser fra Europa-Parlamentet.
* Godtgørelse af rejse- og opholdsudgifter: Medlemmerne har ret til at få godtgjort rejse- og opholdsudgifter op til et årligt beløb på 4264 euro eller 31.837 kroner.
* Pension: Tidligere medlemmer har ret til en alderspension, når de fylder 63 år. Pensionen udgør 3,5 procent af vederlaget for hvert hele år, de har haft deres mandat, dog maksimalt 70 procent af vederlaget. Efter det første års arbejde som medlem er pensionen på 3617 euro eller 27.006 kroner og efter 10 år 36.166 euro eller 270.032 kroner.
Kilde: Folketingets EU-Oplysning.
/ritzau/