Landbrugs- og kulturlandskabet Kujataa i det sydlige Grønland er netop blevet optaget på verdensarvslisten.
Dermed er det anden gang, at Grønland sætter sit præg på den fornemme liste, som Verdensarvskomiteen under FN's organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation (Unesco) står bag.
Landskabet kommer i fint selskab med over 1050 andre kultur- og natursteder i verden, hvor Rigsfællesskabet med Grønland, Færøerne og Danmark også er at finde.
De otte andre pladser, som fællesskabet har på listen, er:
* Jelling Monumenterne:
Optagelsen af monumenterne i 1994 var første gang, at Danmark satte sit præg på verdensarvslisten.
* Roskilde Domkirke:
Kirken blev optaget på listen i 1995 på grund af bygningsværkets betydning for brugen af tegl i Skandinavien.
* Kronborg Slot:
Slottet, der ligger i Helsingør, blev optaget i 2000 på grund af sin unikke arkitektur, placering og betydning for hele Østersøområdet.
* Illulissat Isfjord:
Fjorden blev optaget på Verdensarvslisten i 2004 som det første område i Grønland og samtidig et af de første i Arktis.
* Stevns Klint:
Den stejle klint er 12 kilometer lang og strækker sig fra Bøgeskov Havn i nord til Rødvig Havn i syd.
* Vadehavet:
Er en del af Nordsøen. Den danske del af Vadehavet blev optaget på listen i 2014, hvor den tyske og hollandske del blev optaget i 2009.
* Christiansfeld:
Byen ligger syd for Kolding og er en af de første byer i Danmark, som blev nøje planlagt og derefter systematisk bygget.
* Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland:
Området omfatter Dyrehaven nordvest for København og Gribskov samt Jægersborg Hegn og Jægersborg Dyrehave.
Kilder: Slots- og Kulturstyrrelsen, Naturstyrrelsen
/ritzau/