Regeringen vil torsdag præsentere en "sikkerhedspakke", der indeholder forslag til udvidet overvågning i det danske samfund og strafskærpelser.
Herunder følger det, der indtil videre er kommet frem om indholdet.
Overvågning:
* Regeringen vil foreslå, at politiet skal opsætte "markant mere tv-overvågning" i form af 300 flere kameraer. Politiet skal kunne sætte dem op på eget initiativ overalt i landet, hvor det vurderes at være nødvendigt.
* Politiet skal have midler til at anskaffe sig fire mobile overvågningsvogne, der kan overvåge i realtid. De skal kunne sættes ind i forbindelse med alvorlige hændelser.
* Mulighederne for at overvåge eksempelvis offentlige bygninger skal udvides, så der ifølge statsministeren bliver mulighed for at "overvåge bredere og ikke kun snævert".
* Politiet skal have beføjelser til at kunne pålægge offentlige myndigheder overvågning, hvis der efter politiets vurdering er behov for det.
* Kommunerne skal have mulighed for - under indragelse af politiet og for egen regning - at lave generel tv-overvågning af det offentlige rum. Det gælder blandt andet i nattelivet tæt på restaurationer.
* Det skal gøres obligatorisk for alle private og offentlige myndigheder at registrere tv-overvågning i politiets register POLCAM, så alle videoovervågningskameraer bliver registreret et samlet sted.
* Politiet skal have mulighed for i længere tid at opbevare data fra nummerpladeskanninger. I dag må politiet kun opbevare informationer, som ikke har givet resultat, i 24 timer.
* Politiet og Politiets Efterretningstjeneste skal i "ekstraordinære situationer" have mulighed for at overtage al tv-overvågning i hele Danmark og overvåge i realtid.
Grænsekontrol:
* Der skal indføres midlertidig grænsekontrol for rejsende fra Sverige til Danmark. Kontrollen skal indføres fra midten af november og vil være punktvis.
* Oprettelse af nyt center for politisamarbejde og kriminalitetsbekæmpelse i Øresundsregionen.
Strafskærpelser:
* Sprængninger ved offentlige bygninger skal ses som angreb på staten. Derfor skal straframmen hæves til op til 18 år.
* Besiddelse af eksplosiver på offentlige steder eller steder, hvor mange opholder sig, skal stige til 3,5-4 år.
Kilder: Berlingske, Justitsministeriet.
/ritzau/