Regeringen har fredag fremlagt den del af sit finanslovsudspil, der vedrører udsatte børn.
Under overskriften "1000-dages-program - en bedre start på livet" har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og børne- og socialminister Mai Mercado (K) fremlagt en række initiativer, som særligt er rettet mod små, udsatte børn.
Her er et overblik over, hvad udspillet - der har et omfang på én milliard kroner over de kommende fire år - går ud på:
* Dagtilbud af høj kvalitet: Der skal sættes 760 millioner kroner af til flere pædagoger i daginstitutioner med 0-2-årige børn fra sårbare familier. Desuden afsættes 75 millioner kroner til efteruddannelse af pædagoger.
* Hjemme hos familien: 120 millioner kroner er afsat til indsatser i hjemmet frem til 3-års alderen, herunder screening og vejledning.
* Sundhedspleje: 45 millioner kroner til øget sundhedsplejeindsats.
/ritzau/