Ritzau
Opdateret kl. 11:59
En såkaldt udligningsskat på store pensionsindbetalinger stod til at blive udfaset i 2020. Men ifølge Politiken vil regeringen droppe skatten hurtigere som et led i en kommende skattereform.
Læs om skatten her:
* Den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti indgik i 2010 en aftale om at indføre en såkaldt udligningsskat på store pensionsudbetalinger. Det var en del af en samlet skattereform - den såkaldte Forårspakke 2.0.
* Udligningsskatten skal betales som en procentsats af pensionsindbetalinger, der ligger over grænsen for et bundfradrag.
* Satsen for udligningsskatten var seks procent i 2011-2014, hvorefter den efter planen aftrappes over fem år og således er helt udfaset i 2020.
* I 2017 er satsen således tre procent af de samlede pensionsudbetalinger, der overstiger 388.200 kroner.
* De fleste pensionsudbetalinger er omfattet, herunder folkepension, tjenestemandspension og ratepension. Det gælder dog ikke for eksempel efterløn, kapitalpension og aldersopsparing.
* Ifølge et notat fra Skatteministeriet vil det typisk være personer, der som erhvervsaktive har haft en årlig indkomst på cirka 700.000 kroner (2010-niveau) og derover, som bliver berørt af udligningsskatten.
* Job i det lønniveau er for eksempel overlæger, ingeniører, professorer, advokater, revisorer og kontorchefer.
Kilder: Skat, Skatteministeriet og Politiken.
/ritzau/