Grundfos har haft fremgang i sit salg i 2018, men indtjeningen er ikke fulgt med i samme takt som følge af stigende råvarepriser og udsving i valutakurser.
Det viser Grundfos' regnskab for 2018, der er offentliggjort onsdag.
Læs her mere om virksomheden, der især er kendt for at fremstille pumper.
* Pumper fra Grundfos bliver brugt over alt i industrien og erhvervs- og boligejendomme - for eksempel til varme og aircondition, vandforsyning og rensning af spildevand.
* Virksomhedens grundlægger, Poul Due Jensen, udviklede den første pumpe i kælderen under hjemmet i Bjerringbro.
* Han grundlagde i 1944 Bjerringbro Pressestøberi og Maskinfabrik, som senere blev til Grundfos.
* Poul Due Jensens Fond blev oprettet som en selvstændig institution i 1975.
* Fonden ejer i dag 87,6 procent af virksomheden, medarbejderne 1,8 procent og stifterens familie de resterende 10,6 procent af aktierne i virksomheden.
* Grundfos er i dag en af verdens største pumpeproducenter med salg over store dele af verden.
* Virksomheden har mere end 19.000 ansatte globalt.
Kilde: Grundfos.
/ritzau/