Det er så galt, at udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har givet forskere lov til at citere fra fortrolige møder, at et flertal i Folketinget angiveligt står klar med en næse til ham.
En næse er en populær betegnelse for, at der udtales skarp kritik af en politikers handlinger.
Forstå, hvad næsen betyder, og hvornår den gives:
* Betegnelsen "en næse" kommer formentlig af det gamle ord "nesæ", der betød skam eller vanære.
* En politiker, en embedsmand eller en myndighed kan for eksempel få en næse for at begå fejl i sagsbehandlinger eller for at tage beslutninger mod bedre vidende.
* Statsrevisorerne kan også give næser til ministre, ministerier, styrelser og tilsyn på baggrund af rapporter fra Rigsrevisionen.
* Næsen baseres på en skriftlig beretning, og størrelsen på næsen er afhængig af, hvilken ordlyd der i den forbindelse anvendes.
* Hvis det er ord som "kritisabelt" eller "utilfredsstillende", er det en lille næse. Den store næse kommer med formuleringer som "kraftig kritik" og "alvorlig påtale".
* Næser får sjældent parlamentariske eller andre politiske konsekvenser. Derimod kan et flertal i Folketinget tvinge en minister til at gå af ved at udtrykke et mistillidsvotum.
* Rekordholderen af næser er tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), der blev tildelt 80 næser. Størstedelen på grund af fodnotepolitikken, hvor er flertal i Folketinget pålagde ham at tage forbehold i Nato-samarbejdet. Det brød han sig ikke om, så han kaldte det "hædersnæser".
* Anders Samuelsen har ikke tidligere fået nogen næser tildelt af Folketinget.
Kilder: Kaare R. Skou, Dansk Politik A-Å og Fyens Stiftstidende.
/ritzau/