Aktionsstyrken var søndag aften indsat i Ålbæk i Nordjylland i forbindelse med en politiaktion, som endte med skyderi.
* Styrken kaldes AKS og er nærmest politiets elitekorps, i hvert fald når det drejer sig om de fysisk og psykisk mest krævende opgaver.
* Organisatorisk hører specialenheden under Politiets Efterretningstjenestes sikkerhedsafdeling.
* Specialet er at klare de såkaldt skarpe situationer. Hvis der opstår en terroraktion, eller hvis der er taget et gidsel, er det Aktionsstyrken, som tilkaldes.
* Specialisterne er beslægtet med særlige afdelinger i forsvaret, som også indsættes til de vanskeligste opgaver.
* De har blandt andet trænet i at håndtere gidselsituationer på skibe og andre steder, og medarbejderne er udstyret med de mest avancerede våben.
* AKS medvirker også ved det, der kaldes særligt farlige anholdelser, og det er tilsyneladende til denne kategori, opgaven i Ålbæk hører.
* Jævnligt er AKS med, når der skal ske anholdelse i store narko- og våbensager.
* Men afdelingen deltog også i forbindelse med klimatopmødet i København i 2009 og havde til opgave at sikre havnen og lufthavnen, fremgår det af en årsberetning fra PET.
/ritzau/