Historien om Bang & Olufsen begynder med to unge ingeniører i Struer i 1925.
Siden er det gået op og ned for virksomheden, der producerer lyd- og fjernsynssystemer, og i dag har butikker mange steder i verden.
Tirsdag kan man læse, at selskabet de seneste seks måneder har kæmpet med et faldende salg.
Læs mere om hvor designklenodiet stammer fra her:
* Bang & Olufsen blev grundlagt i 1925 i Struer af to unge ingeniører, Peter Bang og Svend Olufsen.
* De første produkter var højttalere og mikrofoner. Siden er radioer, grammofoner, TV-apparater, telefoner, stereoanlæg og lydudstyr til biler kommet til.
* Den første store succes kom i 1929, da de to ingeniører fik skabt en radio, der kunne modtage strøm direkte fra stikkontakten i stedet for at være drevet af batterier.
* Bang & Olufsen lagde fra begyndelsen vægt på designet, og gennem årene har nogle af selskabets produkter fået ikonstatus. Nogle har været udstillet på kunstmuseet MoMa i New York.
* Op gennem 1960'erne satte selskabet fart på eksporten, og i 1970'erne fik Bang & Olufsen for alvor slået sig fast som leverandør til et købestærkt segment.
* Virksomheden har samtidig haft svært ved at tjene penge og har i perioder haft store underskud på bundlinjen. Men i det senest afsluttede regnskabsår fik B&O det første reelle overskud i flere år.
* De senere år har Bang & Olufsen solgt dele af forretningen fra for igen at koncentrere sig om den klassiske forretning med lyd- og fjernsynssystemer til forbrugerne.
Kilder: Bang & Olufsen, Aarhus Universitet, Ritzau.
/ritzau/